Kulturforståelse og interkulturel kommunikation
Eleverne bliver klogere på sig selv, kultur og globalisering
Rust dine elever til mødet med andre kulturer i vores workshop om kulturforståelse og interkulturel kommunikation. Her skal eleverne blandt andet diskutere og reflektere over fordomme, stereotyper og deres egen kulturelle bagage.
Indhold
Workshoppen i kulturforståelse beskæfter sig med følgende fire temaer:
- Globalisering: Eleverne reflekterer over, hvordan verden er knyttet tættere sammen, og hvordan de selv er globale medborgere.
- Kultur: Eleverne arbejder med begreberne kultur, fordomme og stereotyper og diskuterer, hvad der farver deres egen kulturforståelse.
- Interkulturel kommunikation: Eleverne klædes på til mødet med andre kulturer og får styrket deres interkulturelle kompetencer.
- Kulturrollespil: Eleverne prøver deres interkulturelle kompetencer af i praksis.
Målgruppe
Kulturforståelsesworkshoppen henvender sig til:
- Alle ungdomsuddannelser
- Udskolingsklasser i grundskolen
- Efterskoler
- Lærerstuderende
Workshoppen egner sig især godt til temadage om kultur, til introforløb eller som foreberedelse til en studietur eller elevudveksling.
"Der er nogle begreber, teorier og tanker, som eleverne kan bruge, når de møder noget fremmedartet. Så de måske ikke automatisk bare tager afstand, men snarere bruger det som anledning til at reflektere", siger Morten Rabjerg, der er international koordinator på Munkensdam Gymnasium.
Hvad får eleverne ud af workshoppen?
På workshoppen veksler vi hele tiden mellem præsentation af begreber og teori og elevaktiverende øvelser, hvor eleverne skal ud på gulvet og arbejde med begreberne.
- Eleverne reflekterer over deres egen baggrund og position i forhold til kulturelle og globale problematikker.
- Eleverne styrker deres kritiske stillingtagen og udvikler deres evner til at identificere og udøve konkrete handlemuligheder som globale medborgere.
- Eleverne klædes på til at deltage aktivt i et kulturmøde både i deres dagligdag men også på en studietur eller udvekslingsrejse.
"Det var en aktiv workshop, som ruster vores elever til de oplevelser og udfordringer, som de kommer til at møde på deres studieture", siger uddannelsesleder på Helsingør Gymnasium, Sofie Ljungbo Jensen.
3 forskellige muligheder
Vi tilbyder både en kort, en mellemlang og en lang udgave af vores kulturforståelsesworkshop:
- 2 timer: Eleverne arbejder med begreberne kultur, globalisering, fordomme og stereotyper gennem aktive øvelser på gulvet, som klæder dem på til kulturmødet.
- 4 timer: Workshoppen indledes med en aktiv og elevindragende introduktion til begreberne. Herefter arbejder eleverne i grupper med kultur og kulturmødet enten lokalt eller på destinationen for deres studietur/udveksling.
- 6 timer: En hel dag, hvor eleverne når i dybden med både globalisering, kultur og kulturmødet. Eleverne arbejder aktivt med begreberne, kulturen enten lokalt eller på destinationen for deres studietur/udveksling og afslutter med et rollespil, hvor de prøver deres kompetencer af i praksis.
Workshoppen kan afholdes for en enkelt klasse, men også i store formater for en hel årgang eller hele skolen.
Sted
Vi kommer gerne ud og afholder workshoppen på jeres skole, men I er også velkomne hos os i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Nørrebro i København.
BOOKINGFORESPØRGSEL
Udfyld nedenstående formular med dine ønsker, så kontakter vi dig hurtigst muligt.