"Hvad med internationale børnehaver?"

Forestil dig en international børnehave, som har et gennemgående fokus på resten af verden, andre lande og andre kulturer. Hvor børnene arbejder med globalt udsyn, lærer om sprog og traditioner og ind imellem også indgår i konkrete samarbejder - fx via videosamtaler - med børn i børnehaver på den anden side af jorden. Spørger man Annette Bruun, er det oplagt at gå den vej.
”Ligesom vi har idrætsbørnehaver og naturbørnehaver kunne jeg godt forestille mig internationale børnehaver.”
Hun er lektor og international udvikler på Professionshøjskolen UCC i København. Hun har sammen med de to danske børnehaver Lunden og Elverhøj i Gentofte – og via sparring med Globale Skolepartnerskaber (i dagVerdensKlasse) – stablet et samarbejde på benene med to preschools i Ghana. Der har været tilknyttet studerende fra UCC, som har været ude i børnehaverne og hjulpet med at få kontakten med Ghana op at køre. Projektet fik navnet Globale Venskabsbørnehaver, og Annette Bruun håber, det kan give anledning til, at flere børnehaver kaster sig ud i internationalt samarbejde.
”Internationalisering og internationale profiler finder man desværre ikke i børnehaver. Måske er der en tanke om, at børnene er for små til det,” siger hun, men fortæller for eksempel om en børnehave, hun har set i Tyskland, hvor der gennemgående er et internationalt fokus:
”Hver stue fokuserede på et land. Så var der ting og billeder, som refererede til landene – en struds fra Australien, savannen i Botswana.”
Selvom børnene i Lunden og Elverhøj var omkring 5 år, stod det hurtigt klart, at der ikke er en aldersbegrænsning på at interessere sig for verden, fortæller Annette Bruun. Børnene var meget interesserede i at høre mere om deres nye ”Skype-venner” i Ghana – og omvendt – efter de havde udvekslet videoer om hinandens hverdage.
”Det var skægt at se, hvordan de danske børn mestrer at bruge et kamera og filmede, hvordan de kørte rundt i moon cars og kravlede i huler. Og så kontrasten til de ghanesiske preschools, hvor det var meget mere voksenstyret og meget mere inden for,” fortæller Annette Bruun om videuduvekslingen, som førte til mange spørgsmål. Ting som ”Hvor leger de henne?” ”Hvorfor har de alle sammen det samme tøj på?” og ”Hvorfor er de alle sammen sorte?” blev snakket igennem i rundkreds.
De yngste bliver allermest grebet
Globalt udsyn, internationalt samarbejde og kulturel udveksling er således ikke kun noget, der hører ældre klasser, ungdomsuddannelser og sabbatår til, selvom det typisk har været tænkt på den måde. Børn og unge får blot forskellige ting ud af at kigge ud i verden alt efter, hvor gamle de er, fortæller Annette Bruun.
”For eksempel arbejder Randersgades Skole meget med identifikation og empati i børnehaveklasse, 1. og 2. klasse. Der handler det om helt simpelt at forstå: De her børn et andet sted i verden, de har også en mor og en far, de går også i skole, men de gør det bare på nogle andre måder. De er også børn. Senere hen kan man så begynde at tale om forskellige samfundsstrukturer,” siger hun.
”Det er interessant, at det faktisk er de yngste, der bliver allermest grebet af det. I børnehaven (Lunden, red.) i Gentofte syntes de jo for eksempel det var helt vildt, at de kunne snakke med et barn i Ghana, som har noget helt andet tøj på.”
Ligeværdigt møde
Netop denne type læring om verden og andre menneskers hverdag og kultur er vigtig, fordi det er en ligeværdig samarbejdsrelation. Dermed er det en måde at mødes på, som for eksempel typisk ikke sker på en almindelig sommerferierejse, mener Annette Bruun.
”Børn i dag rejser jo allerede meget, men på andre præmisser. Den måde, vi indtager verden på, kan skabe afstand til de lokale, fordi vi ikke rigtig møder dem. For mange børn er en rejse typisk en tur til et ferieresort, hvor man altid møder de lokale som taxachauffører eller på et marked, hvor man køber ting. Men den jævnbyrdige dialog mangler tit. Der starter man jo med et helt andet udgangspunkt med et samarbejde mellem skoleklasser eller børnehaver.”
Globale Venskabsbørnehaver
- Pilotsamarbejde mellem børnehaverne Lunden og Elverhøj i Gentofte og to ghanesiske preschools (som svarer til en dansk børnehave) med fokus på digital læring.
- Faciliteret af Professionshøjskolen UCC i København i samarbejde med University of Education Winneba i Ghana.
- Inkluderer også pædagogstuderende på UCC, se fx mere her: http://uccvalgmodul.nu/globale-venskabs-boernehaver/
- Globale Skolepartnerskaber, i dag VerdensKlasse, har bidraget med erfaringer fra bl.a. indskolingsprojekter blandt medlemmer.
- VerdensKlasse tilbyder rådgivning til pædagoger og undervisere, som er interesseret i lignende projekter.